Bookmark and Share
DK
UK
DE

Fortolkningsusikkerhed

Blicher introducerede Danmark for den upålidelige fortæller. En af funktionerne hos Blichers upålidelige fortæller er, at sætte fokus på fortolkningsusikkerheden. Det lader sig ikke gøre at finde sandheden om verden. Verden kan ikke erfares og erkendes. Som menneske er man overladt til fortolkninger og en fortolkning vil altid være ufuldstændig. Blichers fortællere præsenterer os for deres fortolkning af et givent hændelsesforløb. Disse fortællere gør ofte os læsere opmærksomme på, at fortællingen er struktureret og organiseret - at den er fortalt. Det vil uundgåeligt medføre udeladelser, fordrejninger, vægtninger af visse dele af stoffet osv.

Fortællingerne afslører typisk ting, der ikke matcher fortællerens fortolkning. Derved bliver læseren opmærksom på, at det er en fortolkning, og at fortælleren ikke er en stabiliserende fortæller, men i stedet en upålidelig fortæller. Derfor må læseren selv aktivt skabe sin egen fortolkning. Blichers novelle ”Præsten i Vejlby” handler om fortolkningsusikkerhed. Præsten Søren Quist dømmes for et mord, han ikke har begået (og som slet ikke er begået). Søren bliver endda selv revet med af Morten Bruus’ iscenesættelse af ham selv som morder og bliver selv overbevist om sin skyld. Herredsfogeden, Sørens kommende svigersøn, som skal undersøge sagen, finder også, at Søren er skyldig: ”Jeg kan efter min Overbeviisning ikke slutte anderledes end som saa: Den Anklagede haver slaget Niels Bruus ihjel”. Søren dømmes til døden og henrettes. Mange år senere kastes der nyt lys over sagen, og Søren kan erklæres uskyldig, men det uigenkaldelige er sket. Søren er dømt og henrettet. Herredsfogeden må erkende, at han blev ført bag lyset, og at hans fortolkning på ingen måde var lig sandheden.

Blicher var imod dødsstraf, hvad ”Præsten i Vejlby” også giver udtryk for. Grundet fortolkningsusikkerheden bør intet menneske dømmes til døden, da man aldrig kan være sikker på at have ret. Som der står til sidst i novellen: ”Ak! Hvad er dog et menneske, at det tør opkaste sig til Bloddommer over sin Lige? Hvo tør dog sige til sin Broder, Du est skyldig at døe? Kun Gud hører Hævnen til; kun den, som giver Livet, tør alene give Døden”.
 

Blicheregnens Museum - Blichersvej 30, Thorning - 8620 Kjellerup - Tlf: 87 20 50 30 - info@blicheregnensmuseum.dk