Bookmark and Share
DK
UK
DE

Peer Spillemand

Gentagne gange lader Blicher Peer Spillemand være fortælleren. Peer Spillemand er dog ikke en fast figur. Ofte præsenteres Peer som Blichers fætter, og Blicher optræder ofte selv som novellens udgiver. Peer er Blichers alter ego og en funktion, hvormed Blicher indskriver sig selv i sine tekster, men samtidig opretholder han en vis distance. Peer deler nogle gange biografiske data med Blicher (fx i ”Baglænds”, hvor Peer har fødselsdag den 11. oktober), og det kan undertiden være meget vanskeligt at afgøre, hvor Peer begynder og Blicher hører op. Dette kommer især til udtryk i ”Baglænds” (1839). I ”Baglænds” begynder novellen med slutningen og går bagud i tid, og man kunne læse novellen i den omvendte rækkefølge. I slutningen af novellen skriver Peer Spillemand i en fodnote:

    **) Jeg skylder Sandheden – den jeg helst følger, saavidt det er passende – at tilstaae: at
    dette Capitel er gjennemset, rettet og forbedret af min Fætter, saaledes, at jeg ikke kan     
    kjende det igjen; og naar jeg ikke vidste bedre, maatte jeg troe, at han havde forfattet det
    selv heelt og holdent. Imidlertid nærer jeg det Haab: at Læseren lettelig vil adskille mine     
    forstandige og ædruelige Grundideer fra Pastorens phantastiske Indklædning.

Denne notebemærkning sår i den grad tvivl om hele novellen. Peer Spillemand vedgår jo, at han kun så vidt, som det er passende, fortæller sandheden. Hvem fortæller hvad, og hvornår, og hvem kan man stole på? Og når Peer skriver, at kapitlet er forbedret af Blicher – er det så i virkeligheden Blicher, der også her fører pennen? Peer fralægger sig her en del af ansvaret for teksten, og på tekstens første side er det Blicher, der fralægger sig ansvaret i en tilsvarende note.

    Jeg finder mig foranlediget til at gjøre Høje og Lave opmærksom paa: at min Fætter, med hvem jeg ofte er temmelig forlegen, og har megen Overhæng af, nu ogsaa har bragt     mig dette hans sidste Hjernefoster på Halsen. Jeg tør, af visse Aarsager, ikke vel afslaae ham, at fremsætte for de ærede Gjæster denne lange og temmelig magre Krebs; men     det staaer til Enhvers eget Behag, hvor meget, eller hvorlidet man vil nyde af samme; somog, enten man vil begynde ved Halen eller ved Hovedet; thi det kommer vel ud paa eet.

Og starter man bagfra ved halen, erfarer man altså, at den virkelige fortæller og forfatter måske er Blicher. Med Peer Spillemand kan Blicher eksperimentere med forskellige fortælleformer samtidig med, han kan indskrive sig selv i teksterne uden direkte at indskrive sig selv. Dermed kan Blicher i høj grad lege med læseren om, hvad der er fiktion og ikke-fiktion.
 

Blicheregnens Museum - Blichersvej 30, Thorning - 8620 Kjellerup - Tlf: 87 20 50 30 - info@blicheregnensmuseum.dk