2024 markerer 200-året for Steen Steensen Blichers første novelle, “Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”.
Hovedpersonen er Morten Vinge - det er hans dagbog, man læser brudstykker af. Som ung og ambitiøs dreng bliver Morten forelsket i datteren på Tjele Gods, den unge frøken Sophie – der er inspireret af Marie Grubbe, der boede på Tjele Gods i 1600-tallet. Sophie er uopnåelig, og efter en skandale drager Morten udenlands. Da Morten som 50-årig vender tilbage til Danmark efter 24 år som svensk soldat og pelsjæger i Sibirien, opdager han, at frøken Sophie – ligesom virkelighedens Marie Grubbe – har bevæget sig fra samfundets top til dets bund. Ak, hvor forandret!
Museumsinspektør Marianne Gjørtz Hougaard fortæller om Blichers forfatterskab med udgangspunkt i “Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog". Herefter vil festivalkoordinator Andreas Vinther Jensen fortælle om Marie Grubbe som figur i litteraturen før og efter Blicher.
Tid: Lørdag d. 2.11, kl. 14.00
Sted: Museum Silkeborg Blicheregnen
Entré: 50 kr.
Arrangør: Museum Silkeborg Blicheregnen og KK44 Festival