Selve fødselsdagen er egentlig 11. oktober, men man tog forskud på glæderne torsdag, hvor folk var kommet fra nær og fjern.
Hvert år står Blicheregnens Museumsforening bag fejringen i samarbejde med Museum Silkeborg Blicheregnen, men i år havde foreningen flottet sig ekstra meget, da Helene og Hartvig Knudsens Fond støttede arrangementet. Samtidig har foreningen indgået et samarbejde med Thorning foredragsforening om fejringen.
Fødselsdagen blev fejret med et foredrag med forfatter Kim Blæsbjerg, som fortalte om romanen De bedste familier, hvor man følger to familier med tilknytning til fabrikken Cheminova. Afdelingsleder for Museum Silkeborg Blicheregnen, Marianne Gjørtz Hougaard, havde fået ideen til fejringen med foredraget, da der, ifølge hende, er flere fællestræk mellem Blæsbjerg og Blicher.
Men hvorfor fejre en digter knap 250 år efter, han blev født? Og hvorfor fejre det med et foredrag med Kim Blæsbjerg? Det gør man, fordi de begge kan noget helt særligt.
Blichers værker rører os på tværs af tid og sted, og han beskriver vores følelser på godt og ondt uden at dømme hverken os eller sine karakterer i novellerne. Han kan beskrive de store følelser, så vi også i dag kan relatere til historierne om kærlighed, jalousi, utroskab, mod, stolthed og had.
Hans noveller og digte lever videre knap 250 år efter, han blev født. Blicher kan skrive tragedier, så vi røres og føler med hovedpersonerne, som ofte levede på Blicheregnen, en egn, som netop er opkaldt efter Blicher, da han har udødeliggjort egnens bønder, rakkere og herremænd. Han fik egnen og ja, faktisk hele Jylland, på landkortet.
På samme måde har Kim Blæsbjerg fået Lemvig, Harboøre og Thyborøn på landkortet med De bedste familier, en roman, der ligesom Blichers værker, rører læseren dybt. Tragedien lurer gennem hele bogen med truslen fra Cheminova, og kærlighed, jalousi og utroskab præger familierne.
Ligesom Blicher ofte tog udgangspunkt i virkelige begivenheder og lod sig inspirere af oplevelser i sin opvækst, er beskrivelserne af Lemvig og livet med Cheminova inspireret af virkeligheden. Alle beskrivelser fra Cheminova beror faktisk på virkelige begivenheder, fortalte Kim Blæsbjerg.
Samtidig er De bedste familier også ligesom Blichers værker en beskrivelse af ikke bare en egn, men også en tidslomme, som bliver levendegjort – hos Blicher er det standssamfundet i 1800-tallet, mens det hos Blæsbjerg er industrialiseringen og væksten efter Besættelsen.
Hvor Blicher er særdeles kritisk overfor herremændene, der forgriber sig på bondepigerne, er det hos Blæsbjerg direktøren, der fornøjer sig. Læserne forarges og rystes over fortællingerne og føler med karaktererne.
Blæsbjerg og Blicher har dermed en hel del tilfælles.
Ligesom hos Blicher er verden hos Blæsbjerg ikke sort og hvid. Etableringen af Cheminova medførte vækst og velstand på egnen, men også forfærdelige arbejdsforhold og enorme miljøkatastrofer, som folk på egnen helst ikke taler om.
Efter foredraget var der masser af spørgsmål fra det spørgelystne publikum om alt fra forureningen fra Cheminova til, om det virkelig kan passe, at de grumme detaljer fra fabrikken kunne være bero på virkeligheden. Svaret var, at det gør de. Der var masser af ros til beskrivelserne af karaktererne og indsigten i livet i 1950’erne og udbredt interesse, da Blæsbjerg løftede sløret for sin kommende roman, hvor han fortsætter fortællingen om familierne omkring Cheminova. Vi må dog nok vente til 2027. Samme år kommer den længe ventede filmatisering af De bedste familier på DR.