Blicher - datidens Klovn?

Blicher stillede gentagne gange sig selv frem i sine tekster, nogle gange i form af Peer Spillemand, der deler biografiske data med Blicher. Det er dog ikke et 1:1 billede af Blicher, vi får i hans tekster. Lige så vel som han stillede sig selv frem, holdt han også sig selv tilbage og udelod oplysninger og kom også med fiktive oplysninger. Nogle gange er oplysningerne (både de biografisk verificerbare, de fiktive og dem indimellem) pinlige. Han antyder, at hans kone har været utro, i ”Baglænds” nævner Peer Spillemand, hvordan han hjælper sin fætter med at bundte tiggerbreve,  og Peer Spillemand er ofte en meget tåkrummende figur, der bringer sig selv i uheldige og pinlige situationer.

Der er lighedspunkter (lige så vel som der er forskelle) mellem Blichers noveller og tv-serien Klovn med Casper Christensen og Frank Hvam. Foruden det pinlige spiller Klovn også på det uafgørlige mellem virkelighed og fiktion. De to hovedpersoner har deres biografiske navne i serien, ligesom mange af de andre i serien. Casper Christensen er kæreste med Iben, som spilles af Iben Hjejle, de var også kærester i virkeligheden. Frank Hvam er kæreste med Mia, som spilles af Mia Lyhne, men de har aldrig været kærester i virkeligheden. I et afsnit dør Jarl, som spilles af Jarl Friis Mikkelsen, men Jarl Friis Mikkelsen er ikke død. Og så videre og så videre. I Klovn kan mange af de oplysninger, der stilles frem, enten afgøres som fiktive eller faktiske, men der er også mange, som ikke kan afgøres, og de befinder sig i en gråzone. Er Jarl Friis Mikkelsen bøsse? Er Casper notorisk utro? Seeren holdes fangen af spørgsmålet – er det mon sandt? Det pinlige forstærkes af den biografiske investering, de medvirkende lægger for dagen.

Det samme gør sig gældende hos Blicher. Peer Spillemand bliver mere pinlig, fordi Peer Spillemand måske kan sættes lig Blicher. Den biografiske investering er en æstetisk strategi, der kan pirre seeren/læseren, og den biografiske investering får hele værket til at komme længere ind under huden på modtageren. Det gør noget ved modtagerens oplevelse af værket at vide, at dele er virkelige. Det kradser mere.

 Ligesom Casper og Frank i Klovn ikke optræder 100% som deres autentiske selv eller 100% som en rolle, men snarere optræder som en performative udgave af dem selv, optræder Blicher også i flere af sine tekster som en performativ udgave af sig selv, hvor han stiller sig selv frem og i samme bevægelse fremstiller sig selv.